Blackout af Dhonielle Clayton m.fl.

 ”Blackout" af Dhonielle Clayton m.fl. udgivet i 2021 hos forlaget CarlsenPuls (org. udgivet i 2021). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. Reklame: uopfordret anmeldereksemplar. 

Novellesamlinger er altid svære at vurdere. Det er som regel et væld af farverige og forskellige noveller, som frembringer forskellige stemninger og følelser; nogle mere end andre. Nogle af historierne starter fint og lovende, men ender ud i en tam slutning, mens andre historier ganske langsomt kryber under huden på læseren. Sådan var det også med denne novellesamling. 

Blackout er en samling historier; 6 små brudstykker, som bindes sammen til en større historie. En hedebølge forårsager en strømafbrydelse, og efterlader New York City i total mørke. Men mens byen er kastet ud i et kaos og mørke, begynder små håbefulde lys at titte op rundt omkring; et første møde; langvarige venskaber; bitre ekskærester, som svinder i baggrunden - og måske nye begyndelser? 
I mørket kommer hemmeligheder frem, og kærligheden blomstrer, mens venskaber forandres og nye muligheder dukker op. 

Blackout er skrevet af en række anmelderroste og prisvindende amerikanske forfattere. Fyldt med hjertevarme historier, var mange af novellerne utrolig søde og rørende, mens nogle af novellerne hurtigt var læst og derefter glemt igen. Sådan er det tit med novellesamlinger; nogle af historierne er mere betydningsfulde end andre. Netop derfor er det svært at give et endegyldigt antal stjerner for bogen, efter endt læsning; det vil altid blive en middel bedømmelse, som ikke afspejler alle historierne enkeltvis. Men det er jo nok også meningen med en novellesamling - man skal ikke holde af alle historierne, men derimod lade sig fange af de forskellige stemninger og karakterer, som i deres bittesmå historier, formår at røre læseren på ganske få sider. Man opdager nye forfattere, nyder de små historier og glemmer de noveller, der ikke rørte én så meget. 

Derfor vil en samlet vurdering af bogen også være set i lyset af, at novellesamlinger altid indeholder store fortællinger på få sider, og mindre fortællinger, som ikke rører læseren så meget. Nicola Yoons novelle om Seymour og Grace er én af de historier, jeg særligt husker som hjertevarm; en simpel fortælling, som alligevel havde fokus på nye muligheder midt i det kaotiske mørke. Blackout er alt i alt en rigtig sød samling kærlighedsfortællinger; nogle af novellerne varmede mit hjerte og gav et smil på læben. 

Kommentarer

Populære indlæg